7. februar 2006

Vestfyen Willemoes Strong Lager


Denne øl har en dyb, rødlig farve, men desværre efter min mening ikke meget smag – dog er det ret tydeligt, at den indeholder 8% alkohol. Trods det virker den ikke for kraftig, og kan sagtens drikkes alene.

Vestfyen Willemoes Ale


Denne øl imponerer fra starten med en flot, mørkebrun farve, et lækkert, hvidt skum og en sød duft af sukker. Smagen er ligeledes meget sødlig smag, hvilket ved nærmere eftersyn skyldes, at der er tilsat brun farin. En lidt anderledes øl, der dog bestemt kan anbefales.

4. februar 2006

Bishop's Finger Kentish Strong Ale


Lækker, mørk øl med en sød, frugt-agtig smag. Den har et flot, hvidt skum og er så tilpas frisk i smagen, at den ikke kommer til at virke for "tung". At den så oven i købet kommet i en flot flaske med en anderledes, farvestrålende etiket gør den bare endnu bedre.

2. februar 2006

Kingfisher Premium Lager


En let-drikkelig pilsner, der virkelig er en god tørstslukker. Smagen er behagelig, og den bliver ikke overvældende. Manglen på eftersmag og lidt mere "dybde" gør dog, at jeg synes, den bliver lidt kedelig i længden.

Carlsberg Abbey Ale


Her er virkelig en øl med gods i! En mørk, grumset farve og en lidt syrlig duft er en god indledning til god øl-oplevelse. Smagen er frugt-agtig og sødlig med en svag hentydning af de 7.3% alkohol. En rigtig god øl til lidt kraftig mad - den kan i hvert fald godt blive lige kraftig nok alene.

Hollywood Blonde


En udemærket øl med en karakteristisk, sødlig smag, der minder en del om de lyse Brooklyn-øl. Det, jeg husker mest, er dog den lyshårede "Hollywood Blonde", der smiler på etiketten.

Stella Artois


Belgium's Original Beer... Ja, hvorfor ikke. Nydeligt indpakket er den også med folie for oven og det hele.
En meget, meget lys farve afslører, at det ikke ligefrem er en øl, der slår benene væk under én. Skum er der heller ikke meget af. En lidt trist øl af udseende, vil jeg næsten sige. Smagen er der dog ikke noget i vejen med. Den er frisk og sødlig og passer nok fint til en varm sommerdag.